|
Gerald Gardners forfatterskab |
|
|
skrevet af Daniel Pind
|
|
Monday, 18 February 2008 |
Gerald Gardner, der af mange er kaldet "Wiccas fader", var også en af de allerførste forfattere, der skrev om wicca og heksetroen for wiccanere. Før det fandtes der praktisk taget ingen bøger, der gav folk et indblik i den ellers hemmeligholdte praktisering af troen. Han udgav i løbet af 50erne flere vigtige værker, som vi i dag kan have glæde af.
Den første bog, Gardner udgav, var "High magick's Aid", der udkom i 1949. Det var en roman, der foregik i middelalderens England og var baseret på Margaret Murray's arbejde og de magiske systemer, der er beskrevet i "The Key of Solomon". Grunden til, at den var skrevet som en fiktiv historie var, at der i 1949 stadig eksisterede en lov i England, der forbød heksekunst samt at det coven, Gardner var medlem af, forbød ham at udlevere heksekunstens hemmeligheder åbentlyst. "High magick's Aid" er ikke nogen stor historisk roman, men den er velskrevet og et betydningsfuldt dokument i det moderne wiccas udvikling. Bogen blev solgt af Gardner selv fra hans Heksemuseum.
Hans anden bog med titlen "Witchcraft Today" udkom i 1951 og blev fulgt op af en tredie i 1959, som fik titlen "Meaning of Witchcraft". Begge disse bøger var faglitterære og beskrev Gardners udviklende syn på wicca, hvor han vævede de forskellige dele sammen til et samlet billede af den moderne wiccatro. Grunden til, at disse to bøger kunne udgives uden at skjule det hele bag en fiktiv historie var, at loven mod heksetro blev ophævet i 1951 samt at den gruppe Gardner var i, nu gav ham lov til at afsløre nogle af de ellers hemmeligholdte ritualer og skikke.
Om det var ændringen af loven, Gardners overtalelsesevner eller noget helt tredje der gjorde, at han fik lov at udgive disse bøger, melder historien ikke noget om, men hvadenten grunden er, kan vi nyde godt af det i dag, da disse bøger er nogle af grundstenene inden for hekselitteraturen.
En sidste bog, der skal nævnes i forbindelse med Gardner er: "The Gardnerian Book of Shadows", som er den centrale rituelle bog indenfor den Gardianske gren af wiccatroen og altså ikke som sådan en bog han har udgivet. Den hører dog hjemme i denne sammenhæng, da den jo også indeholder hans tro og meninger om udøvelsen af wicca. Bogen var hemmeligholdt indenfor den gardianske tradition helt op til 90erne, hvor en mand ved navn Aidan A. Kelly samlede alle teksterne, der er dateret fra 1949 og frem til 1961 og lagde det hele tilgængeligt på nettet, hvor den stadig kan findes den dag idag i flere forskellige udgaver.
© SummerStorm 19/2 - 08 ( kilde: "Books of Gerald Gardner" fra Sacred-texts.com)
Only registered users can write comments. Please login or register. |